Alicante

Den forhadte kakerlak

Køn er den ikke
Det er tid for igen at advare om mængden af kakerlakker. De trives nemlig fint i varmen og den for øjeblikket høje luftfugtighed.
De fleste bryder sig ikke om insektet. Der forbindes noget ulækkert med det. Det er dog sjældent tilfældet at der følger sygdomme og andet i kølvandet på kakerlakbesøg. Under optimale omstændigheder kan én kakerlak blive til 10.000 på blot et enkelt år.
Kakerlakker er ikke farlige. De har godt nok bidekæber, og kan bide mennesker, men det er ikke farligt. Ubehageligt måske, men ikke farligt. Og det sker sjældent.
Der findes omkring 4000 arter af kakerlakker. Kun 8 arter lever i Danmark – ja, vi har kakerlakker i Danmark – mens der er betydelig flere varianter i Spanien. Den mest almindelige hedder Tysk Kakerlak, som er mellem 1 cm og 2 cm lang.
Ønsker man at komme af med kakerlakkerne – hvilket de fleste vist gør – kan man selv prøve at udrydde dem. De fleste supermarkeder, havecentre og byggemarkeder har flere forskellige slags spraydåser med gift mod kakerlakker. Det er et forsøg værd selv at prøve, så snart man opdager insektet. Nogle har held med det når det drejer sig om en enkelt kakerlak eller to. Dog skal man huske på det er gift man sprøjter ud, som kan være skadelig for både mennesker og andre dyr.
Har man ikke mod på selv at gå i gang, og er der mange kakerlakker, vil det være en god idé at kontakte et skadedyrsfirma, som med en målrettet indsats kan udrydde og forebygge flere uvelkomne besøg af insektet.
Efterfølgende, når udryddelse har fundet sted, er det vigtigt, at man selv er opmærksom på, hvad det er der tiltrækker kakerlakken, og selv er med til at forebygge ankomsten af flere. Det drejer sig om, at al mad skal opbevares i tætte beholdere. Er en pose først åbnet, skal den sidenhen opbevares i en lukket plastbeholder.
Krummer og skidt tiltrækker ligeledes dyret. Så regelmæssig rengøring af køleskabe og køkkenskabe, samt aftørring af borde hver gang der har været mad fremme, er en god idé.
Vand på gulvet efter badet bør tørres op. Som alle andre individer, skal kakerlakken bruge lidt vand ind imellem.
Åbne skraldespande er ikke en god idé at have. En lukket beholder med låg på anbefales. Ligeledes anbefales det, at man mindst dagligt tømmer affaldsposen, så duften fra den ikke tiltrækker dyret.
Man siger, at kakerlakken er det eneste dyr der vil kunne overleve en atomkrig. Så hårdfør skulle den være. Det er der dog ikke ført videnskabelig bevis for. Men hårdfør er den.
Mange steder i vores område ser man kommunens folk sprøjte i kloakker og andre steder imod kakerlakken. Kloakker er nemlig et yndet opholdsted for kakerlakken, og ved jævnlig indsats med gift kan man begrænse dels formeringen og dels antallet af kakerlakker.

Kommentarer